Svar til adoptant Mogens Jeppesens læserbrev i Information d. 22. maj 2019.

Skal transnationalt adopterede leve i visheden om, at de ved at være blevet adopteret til Danmark har fået adgang til en levestandard og sociale goder, de måske ikke ville have haft i deres hjemland? Og er det et gyldigt argument over for kritikken af det eksisterende adoptionssystem at henvise til adopteredes levevilkår i Danmark?

Det kunne man blive forledt til at tro, når man læser adoptant Mogens Jeppesens reaktion fra d. 22. maj 2019 på kronikken af Merete og Delwende Babette Laubjerg, hvor mor og datter retter en grundlæggende kritik mod det transnationale adoptionssystem. Mogens Jeppesen indleder således sin kommentar med: ”Så skal vi til det igen – forklare vores adopterede børn, at de godt kan glemme alt om deres trygge barndom, gode uddannelse, spændende job og dejlige familier.” Skal man tage disse ord for pålydende, synes adoptivfaderen at ville trække tæppet væk under adoptionskritikken ved at appellere til adopteredes taknemmelighed og skyldfølelse på en måde, der kan koges ned til devisen: ”Hold kæft, og vær glad!”

Påstanden om adopteredes forbedrede livsvilkår bliver ofte brugt som trumfkort over for kritikere af adoptionssystemet og indebærer, at man som adopteret skal se sit liv i Danmark i forhold til forestillingen om, hvordan man kunne have levet i sit hjemland. I forlængelse af dette følger implicit, at man som adopteret skal være taknemmelig –taknemmelig for at være kommet til Danmark og for at have fået adgang til velstand og familiær omsorg, som i citatet af Mogens Jeppesen, og generelt i adoptionsdebatten, får karakter af et vestligt velfærdsgode på lige fod med ”uddannelse” og ”spændende job”.

Men selvfølgelig skal transnationalt adopterede ikke være taknemmelige for at leve i Danmark. Og forestillingen om at være blevet reddet fra et liv i kummerlighed og have fået en bedre tilværelse i Danmark er en uværdig grundfortælling om identiteten som adopteret, som ingen bør vokse op med. Når man så, som Mogens Jeppesen, bruger adopteredes levestandard i Danmark som gensvar mod adoptionskritikken, bliver det et betænkeligt for ikke at sige usympatisk forsøg på at lukke munden på kritikerne, hvoraf mange er voksne adopterede.

Man kan spørge, om samme form for argumentation ville blive accepteret i forhold til andre grupper. Ville man f.eks. også kunne lukke ned for kvinders kritik af ulighed og undertrykkelse ved at fortælle dem, at de skal være glade for det, de har fået her i Danmark, og for ikke at være født i et land, hvor det står meget værre til med kvinders rettigheder?

Men hvis man vil acceptere præmissen om, at transnationalt adopteredes forbedrede leveforhold er et gyldigt argument i adoptionsdebatten, bør man da også se på, hvilke forhold adopterede bliver budt senere i livet. Der findes dog ingen seriøse danske studier af voksne adopteredes levevilkår, men en undersøgelse fra 2014 af Statistiska Centralbyrån i Sverige viser, at svenske transnationalt adopterede i forhold til deres hvide landsmænd tjener mindre, har længere perioder med arbejdsløshed, og i forhold til majoriteten er færre etableret i fast parforhold og med familie. Man må nok med rimelighed kunne hævde, at det forholder sig på samme måde herhjemme.

I debatten om transnational adoption i Danmark mangler vi stadig, at adoptanter og forsvarere af adoptionssystemet forholder sig til disse betingelser, herunder at de reflekterer over, hvordan man forbereder sit adopterede barn på, at det i udgangspunktet som voksen ikke har samme muligheder for at realisere sit arbejds- og familieønsker som hvide danskere.

Endelig må man ikke glemme, at når man som Mogens Jeppesen afviser adoptionskritikken med påberåbelse af adopteredes forbedrede leveforhold og ved at påstå, at de adoptioner, vi kender til fra dokumentarudsendelser, kun er enkeltstående tilfælde, lukker man samtidig bevidst øjnene for ubehagelig fakta.

For det er ubestrideligt, at den vestlige verdens adoptionssystem siden 1970’erne har resulteret i en lang række uregelmæssigheder, lige fra forfalskede oplysninger og bortadoption under falske præmisser til systematiseret kidnapning og børnehandel. Alt det er blevet afdækket og beskrevet i lande som bl.a. Bangladesh, Sri Lanka, Indien, Colombia, Chile og Etiopien. Ofte er det voksne adopterede, der vender tilbage til deres oprindelsesland og opdager, at intet af, hvad der står i deres papirer, er sandt. Når de så organiserer sig, opdager de, at de langt fra er de eneste, og at svindel med adoptioner har fundet sted i større skala. F.eks. har den hollandske organisation Plan Angel afdækket et system af personer fra kirken, korrupte embedsmænd og mafiøse forbindelser, der systematisk har stjålet nyfødte og franarret fattige kvinder og familier deres børn for at adoptere dem væk.

Adoptantmiljøet har gennem deres primære talerør, foreningen Adoption og Samfund, været påfaldende tilbageholdende med at forholde sig til de senere års afdækninger af overtrædelser af adopteredes og deres førsteforældres rettigheder. Og hverken Adoption og Samfund eller Ankestyrelsen, som er statens tilsynsmyndighed, har givet udtryk for, at de ansvarlige for uregelmæssighederne og ulovlighederne bør holdes juridisk ansvarlige for deres handlinger.

Adoptionskritikken tager udgangspunkt i, at den adopteredes og deres oprindelige forældres rettigheder skal respekteres, og stiller sig ikke tilfreds med tanken om: ”Jam’, så tænk da på, hvad du har fået i stedet for!”
Læserbrevet i Information kan læses her.