Dagbladet Information har under titlen ”Hvordan ser racisme ud i Danmark?” her i juli 2020 lanceret en artikelserie om synlige minoriteters møde med racisme i hverdagen. Med Rune Lykkebergs formanende ord i lederen d. 13.7.2020 om, at den antiracistiske bevægelse i Danmark ikke skal overtage positioner og aktionsformer fra USA, som devise, offentliggør Information hver dag et vidnesbyrd fra en person, der har været udsat for racisme. Formålet med de personlige beretninger er, som Lykkeberg forklarer, at undersøge, hvordan racismen kommer til udtryk gennem at ”lytte til”, hvordan racialiserede ”oplever” racisme.
Adoptionspolitisk Forum betvivler ikke Informations oprigtige hensigter med artikelserien. Men lige så lidt som man ville sætte et kollektiv af mandlige journalister til at skrive en artikelserie om undertrykkelse af kvinder i dagens Danmark, lige så lidt har Adoptionspolitisk Forum tiltro til, at hvide journalister – gode intentioner til trods – formår at behandle et så omfattende og (socialt, økonomisk, sundhedsmæssigt, seksuelt, emotionelt og psykologisk) komplekst emne som racisme og racismens følger på det individuelle og kollektive plan med tilstrækkelig indsigt.
I årtier har der med jævne mellemrum i artikler, studier og bogform været offentliggjort vidnesbyrd om den enkeltes møde med racisme i Danmark. Men problemet med den personlige beretning om racisme er bl.a., at den alt for ofte ikke tjener andet formål end at tilfredsstille visse hvide læseres nysgerrighed – og måske pirre deres selvtilfredshed over, at det ikke er dem, der optræder racistisk … Så længe debatten om racisme føres på baggrund af enkeltstående oplevelser og vidnesbyrd om ting, som ikke behøver at blive underbygget af flere personlige beretninger for at etableres som et faktum, bliver den fastholdt på et anekdotisk stade, der aldrig når op på et generelt niveau.
For Adoptionspolitisk Forum har Informations fokus på det personlige vidnesbyrd derfor som resultat, at den nødvendige debat om racisme fortsat holdes på et begynderstadium, der viderefører en underliggende præmis om, at majoriteten stadig skal oplyses om, at racisme faktisk findes i Danmark. I stedet for at benytte sig af lejligheden til en seriøs afdækning af lagene i den racistiske struktur her i landet bagatelliseres debatten til en opremsning af enkeltstående oplevelser. Skal racialiserede endnu en gang begynde forfra på debatten ved at udlevere deres personlige oplevelser, kommer vi aldrig videre.
Artiklerne i Information kommer på den måde til at bremse udviklingen af racismedebatten og fastholde racialiserede i en position, hvor de fortsat skal begrunde, at racisme eksisterer i Danmark. Det har de synlige minoriteter gjort utallige gange i mange år – nu er det vel på tide til at finde ud af, hvordan vi kollektivt kommer den til livs.