af Yong Sun Gullach, Forkvinde for Adoptionspolitisk Forum

Den 9. august bragte Politiken en kronik af Lise Garsdal, journalist og adoptant. Udover at den går i rette med foreningen Adoptionspolitisk Forum, ridser hun sædvanlige argumenter og misforståelser op, er den et klassisk eksempel på hvordan man forsøger at afvise en strukturel kritik alene baseret på følelsesmæssige argumentationer. Kronikken er symptomatisk for den debatform, adoptanter anvender, hver gang deres argumentation  bliver en anelse mere kritisk end det hyppigt anvendte udsagn: “vi elsker alle vores børn”.

Lise Garsdals kronik kommer med en række stærkt emotionelle påstande, der helt grundlæggende handler om, at det, hun opfatter som en ensidig negativ retorik mod adoptanter, i den offentlige debat er skadelig for de adopterede selv, og at et negativt omdømme af adoptanter er sårende for de adopterede selv.

Dette indlæg er endnu et i rækken i den overrepræsenterede spalteplads adoptanterne får i de danske medier. Udover at antage at Adoptionspolitisk Forum er ude i et projekt med at “skamme” og “tie” adoptanterne, kalder hun den seneste debat for motivforskning, desuagtet at Lise Garsdal uanfægtet skamløst motivfortolker, hvad adopterede måtte føle, når adoptanter kritiseres. Hendes kronik serverer en række stråmænd i forsøget på at være både rummelig og kritisk, og er et ret så typisk udtryk for en adoptionsdebat i Danmark, hvor de adopteredes egne erfaringer og stemmer forsøges udraderet.

Garsdal skriver om at se “barnet som en gave” – et smukt følelsesmotiv, der ofte tegnes i adoption. Et barn overdrages – gaven gives endeligt. Men et barn er ikke en gave leveret af en stork. Den adopterede er et produkt af ulighed, diskrimination og finansiel udveksling – den adopterede har et sæt forældre, der ofte er tvunget til at afgive barnet. Den adopterede er i et lukket system, hvor gaven bliver irreversibel. Den adopterede er en barnegave skabt ud af tab og ulighed, og adoption er alene gjort mulig på grund af privilegieforskelle. Så enkelt er det. Det ændrer ikke ved at adoptanter kan elske deres familie og børn – men adoptanternes kærlighed kan ikke trumfe alt, og uanset hvordan de vælger at se på adoptionen, gør det den ikke bedre eller mere retfærdig for de involverede parter.

Usagt taknemmelighed

Et af de mest tydeligt stråmandsargumenter, der fremføres i Garsdals kronik er: “For det første vil ingen moderne far eller mor, kristen eller ej, ved sine fulde fem da se sig selv som frelser: Barnet er en gave i dit liv – ikke omvendt.”
Adoptionspolitisk Forum ønsker ikke at debattere motiver, følelser eller situationer for den enkelte. Og det er jo ikke sådan, at den enkelte adoptant klart og entydigt udtaler, at de frelser et barn, eller at den enkelte adopterede klart og entydigt udsiger, han eller hun føler sig taknemmelig. Det, Adoptionspolitisk Forum stiller sig kritisk overfor, er en grundlæggende forestilling, der ligger implicit i den offentlige debat om afgiverlande som værende fattige og i afmagt og modtagerlande som værende ressourcestærke og korrekte i deres model.

Lad mig citere fra et par række artikler bragt af adoptanter om adoption som eksempler: “Analfabetens datter er nu uddannet erhvervssproglig bachelor i fransk og spansk og ansat i en vellønnet stilling i erhvervslivet.” Hanne Raunow, forfatter og journalist, 5.6. 2014, Jyllandsposten (om sin adopterede datters sociale position). “Det er en indsats, der på et samfundsmæssigt niveau bliver iværksat for at forbedre nogle vilkår for børn – eller måske direkte redde børn – som er meget udsatte” Jens Damkjær, formand for Adoption og Samfund, 9.5.2016, Jyllandsposten (om adoptionens rolle i Danmark). “Der er 70.000 børn på børnehjem i Rumænien. Det er på grund af at ingen gør noget for at psykisk syge, dårligt begavede og helt unge piger, ikke skal få børn” adoptant, Adoptions og Samfunds åbne Facebookside 17.8. 2016

Adoptionens blinde vinkler

Adoptionskritikernes blinde vinkel er, ifølge Garsdal, et manglende hensyn til en forestillet følelse, som adopterede måske måtte føle ved at læse kritikken af deres adoptanter. En meget interessant omend lidt klodset argumentationsrække, som forsvarer den påstand, at en strukturel kritik skal tage hensyn til en række forestillede følelser, som Lise Garsdal indlæser i de adopterede. Det svarer til man ikke kan kritisere den bestående lovgivning i frygt for at enkelte borgeres følelser kommer i klemme. I Adoptionspolitisk Forum er det vores erfaring at den enkelte adopteredes historie og oplevelse af sin adoption er mangfoldig og individuel. Men en kulturel fortolking af lykke og hvad, der er “af det gode”, fjerner ikke det faktum, at der hersker en lang række problematikker i adoptionsmodellen, som den ser ud i dag. Målet helliger ikke midlet så at sige. Vores fokus er på de strukturelle, politiske og økonomiske problematikker, der er med til at fastholde et ulige og diskriminerende system. I det interview Lise Garsdal referer til, påpeger jeg, at “man sjældent spørger dem, det går ud over”. Det skal forstås på den måde, at voksenadopterede er voldsomt underrepræsenteret i de instanser, der reelt arbejder med og informerer om adoption. Her kan man nævne retten til ankestyrelsens PAS-ordning, hvem der underviser på de adoptionsforberende kurser endsige planlægger indholdet af dem, samt de råd og nævn der arbejder med adoption. Et enkelt kig på den eneste formidlende organisation Danish International Adoptions bestyrelse illustrerer klart denne problematik.

Det er muligt at skelne mellem det personlige og det strukturelle, så vi kan hæve os over den sædvanlige følelsesafpresning om, hvem der har retten til at sige hvad.  

Så lad os lige vende argumentationsrækken om. Jeg kunne på samme måde argumentere for, at Lise Garsdal har en blind vinkel, fordi hun ikke forholder sig til, at visse adoptanter kan føle sig stødt over, at deres adoptioner bliver sammenlignet med en juleaften, hvor der deles gaver ud. Hvad mon adoptanterne føler ved at blive skudt i skoene, at de objektivererer deres børn som en gave. Men faktum er, at dette ikke handler om adoptanternes følelser eller overfølsomhed, når man går i rette med det system, der muliggør transnational adoption. At holde adopteredes potentielle følelser op som argument virker en anelse malplaceret og skævvredet, og i værste fald afsporer det en debat om et system, der radikalt bør ændres.

Adoptionsetik i realiteten

Men min største anke er, når Lise Garsdal skriver: “Det er faktisk en af adoptionsetikkens allerfineste regler: barnets ret til sin egen helt unikke og dybt personlige historie”. Et gratis udsagn, der på ingen måde styrkes af at afpresse adoptionskritikken på følelsesmæssig vis. Faktum er, at samtlige adoptanter accepterer en juridisk lukket adoption – en fuld overdragelse, der lukker af for det, der har eksisteret før, og som ikke giver den adopterede lov til at have egen historie. Dette er tydeligt kommet til syne i sagerne om Tigist og Masho.

Enten har Lise Garsdal ikke researchet godt nok, eller også forstår hun ganske enkelt ikke at problematikken netop er, at en symptomatisk forfalskning af papirer har som resultat, at den adopterede (og ikke barnet) netop ikke har retten til egen historie, men alene har mulighed for at udfylde den rolle, den bliver tildelt. Retten til den adopteredes egne  unikke og dybt personlige historie er gratis ord, der på ingen måde står mål med de fakta, der aftegner sig. F.eks. var det ifølge sydkoreansk lovgivning frem til slutningen af  1990’erne et krav, at alle adoptionspapirer angav den adopterede som værende uden forældre. At der så i de sydkoreanske sager ofte lå navne og overdragelseserklæringer på den adopterede fjerner ikke det faktum, at den adopterede blev sendt afsted med en mangel på historie – og at den hverken var unik eller dybt personlig, men standardfabrikeret og forfalsket. Dette mønster gør sig ligeledes gældende i Etiopien, Kina og Sydamerika og skulle man efterleve Lise Garsdals fine adoptionsetik, så burde man faktisk afvise at adoptere transnationalt, med mindre der er tale om en direkte overdragelse fra forældre til forældre og gerne med en dna-test som bevis for forældreskab. Derved kunne man sikre sig den adopteredes unikke og dybt personlige historie.

Det interessante er, at meget få adoptanter rent faktisk er reelt interesseret i at sikre, at den adopterede har en unik og dybt personlig fortælling, men ofte stiller  sig tilfreds med en fabrikeret historie om døde/syge/fattige forældre uden evne til at beholde deres børn. Set i det lys er det ekstra interessant, at en organisation bestående af voksne adopterede, der netop kritiserer de strukturer, der gør, at den adopterede fratages sin unikke og dybt personlige historie, bliver afvist med en så dårlig argumentationsrække, som Lise Gardsdal stiller op med. Og hvorfor ikke? Uden denne følelsesmæssige afpresning er der reelt intet argument for at flytte fremmede folks børn. Glem ikke det i kampens hede.