
- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Meet & Greet

Så er det tid til at hygge med APF. Denne gang har vi inviteret Ida Søgaard Knudsen, der har skrevet speciale om adopterede fra Sydkorea og hvordan de positionerer sig selv i forhold til det at være adopteret.
Info om Ida Søgaard Knudsen – om sit oplæg:
Jeg hedder Ida, er 25 år og er kandidat i Kultur-og Sprogmødestudier (RUC), som kort fortalt fokuserer på mødet og interaktionen mellem kulturelle identiteter og repræsentationer. Jeg har igennem mine studieforløb altid interesseret mig for minoritet- og majoritetsrelationer, og det var i den forbindelse jeg fik interesse for at skrive om danske transnationalt adopteredes forståelse af at være dansk og hvilke forhandlinger, de gør sig i den forbindelse. Jeg har fokus på transnationalt adopterede fra Korea, men der kan perspektiveres til andre lande også. Jeg kommer i specialet ind på, hvordan de adopterede positionerer sig selv og bliver positioneret af andre i forhold til det at være adopteret. Jeg berører derfor emner såsom det at være dansk, at være koreansk og oplevelser med at blive andetgjort.
Fokus i mit oplæg vil være på den analytiske del af specialet – de forskellige betydninger og forhandlinger af at være transnationalt adopteret – men jeg vil også komme ind på den teoretiske vinkel og hvilken betydning den havde, og de refleksioner, jeg har gjort mig undervejs i forhold til metode, men også etik – blandt andet i hvilken grad jeg kunne tillade mig at tolke på, om adoptionen oplevedes som problematisk eller ej.
Arrangementet er gratis så kom glad!