Politiken har i de seneste uger kørt en række artikler om det første homoseksuelle par, som har fået et barn gennem transnational adoption. Artiklerne, er dog fuldstændig stumme om, hvorledes disse rettigheder samtidig bygger på undertrykkelse og diskrimination af andre gruppers rettigheder. I APF støtter vi lige rettigheder og er imod enhver form for diskrimination af homoseksuelle og andre minoritetsgrupper. For at belyse disse problematikker skrev medlem af APF, Christian Kofoed-Emborg nedenstående debatindlæg til Politiken på vegne af APF. Politiken har dog, til trods for at de kunne få plads til 14 artikler og en leder som fejrer begivenheden, ikke kunne “finde” plads til kritiske indlæg. Derfor bringes det her.
En letsindig fejring af homoseksuelles ret til adoption tilslører adoptionens pris
Af Christian Kofoed-Emborg
Denne mandag kunne nyhedsmedierne rapportere, at det for første gang i Danmark er lykkedes et homoseksuelt par at adoptere et barn fra udlandet. Det har ifølge dansk lovgivning principielt været muligt for homoseksuelle at adoptere siden 2010, men denne gruppe ansøgere har ikke kunne få tilladelse til adoption i de afgivende lande. Sydafrika har som det eneste land åbnet op for adoptioner til homoseksuelle, hvilket i år har gjort det muligt for et dansk homoseksuelt ægtepar at blive adoptivforældre til et ni måneder gammelt barn. Medierne har ikke ladet dette gå ubemærket hen, og udmeldingen er klar: dette er en sejr for ligestillingen.
Her i Adoptionspolitisk Forum støtter vi absolut, at alle minoriteter bliver tilgodeset i dette samfund og vi ønsker ingenlunde at homoseksuelle skal diskrimineres af loven. Ikke desto mindre er det svært for os at dele den samme begejstring, som kendetegner reaktionerne på denne uges begivenhed, og vi ser det nødvendigt at påpege en række helt centrale problematikker, som vi mener bliver ignoreret.
Det burde efterhånden ikke være en nyhed længere, at den transnationale adoptionspraksis har alvorlige omkostninger i de afgivende lande. Nok muliggør systemet at barnløse i Danmark kan blive forældre, men denne mulighed afhænger af, at folk i afgiverlandene netop ikke har mulighed for at forblive forældre til deres børn. Det betyder ikke, at det enkelte barn nødvendigvis kunne være blevet hos sine biologiske forældre. Det forholder sig dog således, at adoptionssystemets store efterspørgsel efter børn giver anledning til ulovlig og uetisk praksis i fremskaffelsen af børn til adoption, og undergraver incitamentet til social ansvarstagen for udsatte forældre i de afgivende lande. Dvs. at det transnationale adoptionssystem, som det ser ud i dag, både beror på og har som sin konsekvens, at de afgivende forældre er ringe stillet rettigheds- og velfærdsmæssigt. Når vi i Adoptionspolitisk Forum har forbehold overfor feteringen af de danske homoseksuelles ret til at adoptere, så er det til dels grundet disse forhold. Mediedækningen denne uge forholder sig helt tavs om netop de forhold i afgiverlandene som muliggør homoseksuelles ligestilling på adoptionsområdet. Man fortier med andre ord, at danske homoseksuelles ret til at få børn er på bekostning af de afgivende forældres ret til at beholde dem.
Ugens mediedækning tydeliggør dog også, at kampen om homoseksuelles ligestilling på adoptionsområdet ikke udelukkende implicerer et hierarki imellem forældre i det globale nord og forældre i det globale syd. Selvom dækningen hovedsageligt har været positivt stemt overfor den omtalte adoption, så har der også været kritik af den sydafrikanske behandling af det danske ægtepar. Tirsdag kunne man læse i to af Politikens artikler, at når homoseksuelle adopterer, er det betinget af, at man indvilliger i at adoptere et barn (krav fra Sydafrika) med særlige behov. Særlige vilkår for homoseksuelle adoptanter er diskriminerende. Dybt problematisk bliver det dog, når Politikens artikler fremstiller det at være forælder til et barn med funktionsnedsættelse som uhyrligt i sig selv. Titlerne på artiklerne er eksempelvis ”Homoer kan kun adoptere børn med særlige behov” og ”Skraldebørn til skraldeforældre” (vores accentueringer). Beskeden er klar: det er bunduretfærdigt at homoseksuelle skal spises af med andensorteringsbørn. Kampen om lige rettigheder til danske homoseksuelle kommer derved til at hvile på en forestilling om funktionsnedsatte som mindreværdige borgere. En gruppes ligeværd på bekostning af en andens. Det kan vi ikke acceptere i Adoptionspolitisk Forum.
Disse hierarkiseringer opstår ikke kun når homoseksuelle indtræder i adoptionssystemet. Det er kendetegnende for hele det transnationale adoptionssystem, at det drives af en efterspørgsel på børn, der ikke har særlige behov. Det er med andre ord de yngste og mindst funktionsnedsatte, som er i høj kurs. Hierarkiet imellem dem med og uden handikap er altså en yderligere konsekvens af adoptionspraksissen som sådan, og ikke kun når homoseksuelle adopterer. I sidstnævnte tilfælde bliver det blot ekspliciteret i kraft af den højlydte forargelse, det har afstedkommet, at homoseksuelle ikke kan adoptere børn uden funktionsnedsættelser. Ved andre adoptioner er ønsket om børn uden funktionsnedsættelse allerede blevet en uudtalt selvfølge som tilgodeses, hvis ikke andet specificeres i ansøgningen.
Denne uges mediedækning af det homoseksuelle par, der har adopteret, har været urimelig enøjet og ukritisk i sin behandling af emnet. Fremstillingerne synes hverken at udvise bevidsthed omkring de omkostninger, adoptionen har for de afgivende forældre eller for de mennesker med særlige behov, som nu må forstå, at de altså er andenrangsborgere. Det bliver således særdeles iøjnefaldende, hvilken uskøn kurs vi har bevæget os ud på i Danmark ved skødesløst at insistere på at vores ønske om børn – og ligestilling – skal kunne indfries igennem det transnationale adoptionssystem, uden at stoppe op et øjeblik og overveje, at adoptionssystemet i sig selv bygger på diskrimnation.
Vi har med vores kommentarer ikke til sinde at miskende seksuelle minoriteters selvindlysende krav på ligestilling. Det er derimod vores hensigt at cementere, at det er uholdbart at kræve rettigheder til bestemte grupper uden blik for de omkostninger, det måtte have andetsteds. Når omkostningerne er så store, som vi har konstateret, at de er, er der ingen anden vej frem end at genoverveje, hvordan vi indretter adoptionssystemet bedst muligt, samtidig med at vi gransker præmisserne for ligestilling og anerkendelse.
